Bold-barolo


Jeg går rundt og pønser på et indlæg om vinbloggerens rolle i den vinøse verden. Der er ganske mange betragtninger at ta', synes jeg. Men mere om det i et senere indlæg, fordi jeg pludselig har fået kastet en fly- og fodboldbillet i ansigtet. Det lyder selvfølgelig ikke særligt vinøst, men det er det faktisk. Fodboldkampen er nemlig i Torino, og inden vi skal se Juventus italienerprygle FC Nordsjælland, så smutter vi lige til Barolo. Spændende.

Det bliver selvfølgelig hovedsageligt en fodboldtur, og det kan jeg godt leve med. Men jeg glæder mig sgu godt nok til at opleve en lille flig af et af verdens mest berømte vinområder - også i mundhulen.

Bloggens læsere ved måske dette, men i forbindelse med mine tanker om vinbloggerens overordnede opgave, så vil jeg også sprede lidt overfladisk lys på området Barolo:

Altså, Barolo er både en by og en vin. Byen er ganske lille, mens vinen kan være enormt stor. Der bliver også lavet en anden berømt vin i Barolo, og den hedder Barbaresco. Begge vine bliver lavet på druen Nebbiolo, og de er berømte for at være nogle tannin-holdige, syrerige og opulente sataner med enormt lang levetid.

De nogle gange vanvittige tanniner i Barolo kommer både fra selve Nebbiolo-druens DNA, men også fra en masceration på op til tre uger (og endda meget længere i de mest crazy tilfælde). Tanniner der først er klar til at blive konsumeret efter mange år, hvis ikke de skal udslette begge dine kinder. Men modernisterne har gerne ville lave mere tilgængelige vine - altså vine der kan drikkes unge - og har derfor nedsat mascerationstiden og lagret vinen på små franske barriques i stedet for de traditionelle botti. Det kan man så være for eller i mod, men man kan starte med læse en masse om modernister vs. traditionalister i Søren Franks nye Barolo-bog og her. Duftprofilen i Barolo - når det er godt - indeholder tjære, violer, roser, jordbær og med årene også jordbund og trøfler.

God Barolo er hamrende dyrt. Og hamrende godt. Den her fætter var i hvert fald en kæmpe oplevelse, da jeg smagte den for et par år siden. Forhåbentlig bliver oplevelsen genskabt eller overgået en af de kommende dage. Forza Barolo og forza Enok Adu.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.