2010 Chablis 1. Cru Fourchaume La Chablisienne


I lørdags fandt jeg mit enormeste glas frem. Et Riedel Burgundy Grand Cru. De fås sgu ikke meget større. Fordelen ved dette kæmpe glas (og ja, du må godt kalde det bowlen eller spanden eller truget) er, at det ilter vinen psyko-hurtigt. Altså hurtigere end Doktor Fuentes kunne ilte Bjarnes Riis’ blod. Rolf er stadigvæk ren, dog.

Chablis 1. Cru Fourchaume 2010, La Chablisienne

I glasset kom herlig Chardonnay fra La Chablisienne i form af deres 2010 Chablis 1. Cru Fourchaume. La Chablisienne er et kæmpe kooperativ i Chablis-distriktet, som består af lokale bønder, der er gået sammen om at lave vin med høj kvalitet. Området Chablis er kendt for sine stramme, syrlige og mineralske hvidvine. Og de er altså alle sammen lavet på Chardonnay.


”Bowlen” fremtvang følgende sager i næsen: Skøn frugt, masser af våd flint, citrus-frugter, nyslået græs, pærer og moden melon. I munden virker vinen meget frisk og saftigt. Der er igen citrus-frugter, især lime, lidt våd flint, det er mineralsk, syre-rent og det slutter af med lidt fadfedme. God gedigen Chablis som behager. Jeg fik det til vietnamesisk mad og det fungerer sgu bare. 90 Vinsvin point. Vinen koster 149,95 DKK ved 12 stk.(!) hos Philipson Wine.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.