Bonden i Bordeaux - del 2

Hvis vi så vender tilbage til det med økonomien i at lave vin, melder spørgsmålet sig igen: Hvad giver overskud? For nogle år tilbage var det som sagt min far, der grinede, fordi vi kunne sælge vores vin til højere priser end den konventionelle nabo. Nu er der snart ikke så vanvittigt meget at grine af mere.

For at få det til at løbe rundt som vinproducent i Bordeaux, er du nødt til at have minimum 1 ud af 3-4 ting kørende for dig:

  1. Du har en halsklud, beigefarvede slacks, et stort slot med spir og hele lortet. Nye tønder hvert år og adresse i Pauillac. Så er du home free.
  2. Du kan et eller andet freakish fedt og laver sindssygt gode og interessante cuvéer hvert eneste år, som får vinverdens Robert Parkers og Gary Vaynerchuks op af stolen.
  3. Du befinder dig inden for segmentet naturlig vin, øko eller biodynamik.
  4. Du har åndssvagt mange vinstokke. Som i rigtig, rigtig åndssvagt mange. 40-50 hektar er ikke skudt helt ved siden af.


Men hvad nu hvis man som os bare er et lille familiedrevet sted i Bordeaux, som laver økologi, fordi det viste sig at være fedt for 30 år siden og stadig gør det, fordi det er blevet en del af livsstilen og ideologien, og fordi vi er passionerede omkring vin og at give folk en dejlig og ikke nødvendigvis afsindig kompleks vinoplevelse? Hvordan overlever sådan nogen som os finanskrise og den generelle trængsel på markedet for ikke high-end bordeaux-vine?

Jeg tror, at vi mindre producenter i det konservative Bordeaux må kigge på fx Loire og Anjou, hvor man har formået at iscenesætte regioner, der tidligere måske ikke havde den almene vinforbrugers anerkendelse som de cooleste vinområder i verden. Efter min opfattelse findes her mange vinbønder af samme idealtype som os selv. Nemlig den type, som ikke har spir på slottet eller kan prale af Parker-points etc. Forskellen er, at mange af producenterne i disse områder i modsætning til os i Bordeaux har formået at genopfinde sig selv og deres vine som autentiske. Dette begreb er i sig selv utrolig komplekst, og man kunne skrive bøger om det - hvilket Jamie Goode og Sam Harrop så også har gjort. Så enten må Tue skrive videre om det, eller også må du selv læse op på det :-) Det er skide interessant og kan kun anbefales.

Pointen i det autentiske er dog klar nok. Nemlig at passionen for at lave vin og for at gøre det så godt som muligt og med mest muligt hjerteblod også gør det dét værd at tage én for holdet, som tilfældet var i år for os med de 20% tab af frugt. Hvis alternativet er at fræse igennem markerne med gasmaske og beskyttelsesdragt på en 20 tons traktor, ved jeg godt, hvad jeg vil vælge. Anytime!

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.