Bonden i Bordeaux - del 1

Jeg er for kort tid siden kommet tilbage til København efter at have tilbragt en lille efterårslækker uge med at gå til hånde på min families vingård Château Le Raït uden for trinbrættet Les Leves et Thoumeyragues i regionen Sainte Foy la Grande i Bordeaux. Hvis du er en del af possen her på Grisekanalen, vil du i øvrigt muligvis kunne huske Tues tidligere fine omtale af os og vores vine her. Jeg lovede for nylig Tue at dele mine småskriblerier fra dagbogen med bloggen. Så, here it goes.


Jeg skulle selvfølgelig ned og have fingrene i jorden i forbindelse med vinhøsten. Det var fint og godt, og vi fik en udmærket kvalitet af frugt i cuverne. Til gengæld stod det værre til med mængden af frugt. Det er altid et problem. Ser du, vi er økofolk. Faktisk har vi været det så længe, at folk i området allerede for flere år siden holdt op med at grine af min far. I lang tid gennem min ungdom var det endda ham, der grinede af dem, når vi kørte forbi en naboproducent, som var nødt til at smadre gennem sine 40-50 hektar vinstokke ene mand med en megatraktor (stor traktor = mindre tidsforbrug) for at få kuglerammen til at stemme.

Fordi vi dyrkede, og stadig dyrker, vores frugt økologisk, tilsmilede markedet os med en højere pris, så vi kunne nøjes med 15-17 hektar og kunne oven i købet have et par ansatte og stadig få samme økonomiske ligning til at gå op. Den tid er måske snart ved at være ovre. Men det kommer jeg til om lidt.


Tilbage til det med frugten. I foråret og tidlig sommer blev vores område ramt af en heftig omgang meldug - mildiou, som satanen hedder på fransk. Som økologisk vinbonde er det på top 5 over dine mest ondsindede mareridt. Meldug er en svamp, der forårsages af vekslen mellem varme og fugt, og dit eneste våben at sprøjte med kobbersulfat. (Både kobber og svovl er i øvrigt naturligt forekommende og la bouillie bordelaise går derfor ikke imod ideen om økologi - omend der er krav til, hvor meget man må bruge). I realiteten beskytter kobbersulfat fint imod meldug. Problemet opstår til gengæld, hvis man ikke når at sprøjte fra de første tegn på meldug viser sig på bladene, til den når at angribe frugten. Så er man fucked!

Det var det, der skete for både en stor del af vores naboer og for os selv i år. Vi var lidt hurtigere end mange andre og mistede derfor “kun” en lille femtedel af vores frugt mens én nabo mistede tæt på halvdelen og en anden næsten 80%, nogle sågar næsten 100% og så videre. Vi slap altså relativt billigt.

Til gengæld slap de naboer, som ikke arbejder økologisk endnu billigere, fordi de har nogle sprøjtemidler, som er mere virksomme overfor svampeudvikling og den slags. Jeg aner ikke, hvad det er for noget djævelskab, men saftevand er det selvsagt ikke.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.