Blindere og bøffere


Hvordan fanden bliver man dygtigere til at smage vin? Man smager rigtig meget vin, selvfølgelig. Øvelse gør jo som sagt mester. Og hos Vinsvin er vi allerede godt i gang med at smage rigtig meget vin, selvom torsdagens smagning på Søllerød Kro desværre er aflyst på grund af Sandy. Men udover at smage meget vin, smager vi også meget forskelligt vin. Hoveddelen er godt nok fra Europa, men der kommer også oversøiske perler i mundhulen i ny og næ. Så på den front udvider vi hele tiden vores horisont, og bliver skarpere og skarpere på druer, områder og vinbønders kendetegn.

Men det er virkelig svært at drikke vin uden at være forudindtaget. Så snart du kender område, drue(r) og ikke mindst prisen, er din hjerne allerede begyndt at bearbejde vinens indtryk. Altså inden du reelt har smagt den. Du ved, at du skal smage en Barolo fra en kendt producent, du kender alderen på flasken, du kender RP-scoren og du ved, hvad den koster. De ting lagt sammen gør, at du er hamrende fordomsfuld, når vinen præsenterer sig i din næse og mund. Din hjerne ved allerede, hvordan det skal, bør eller kan smage. Din hjerne er altså på jagt efter en særlig tone eller klangbund i stedet for at opleve hele musikken.

Heldigvis er der en ganske nem - og virkelig sjov / ydmygende - måde at blive delvis fri for din hjernes fordumsfuldhed, når du drikker vin. Det hedder blindsmagning.

Blindsmagning er ikke kun godt, fordi der er et renere fokus på vinens duft og smag. Det skærper også din evne til at forstå druer, områder og vinbønder bedre. Hvis du fra start er helt på bar bund i forhold til, hvad det er for en vin, du drikker, så bliver du nødt til at lave en koncentreret analyse af hele vinens anatomi, for at genkende den. Altså: du lærer at opdage vines sande og fulde karakteristik i stedet for kun at synge med på omkvædet.

Det er selvfølgelig også en ganske grænseoverskridende øvelse, fordi der – især i starten – er en gigantisk risiko for, at du kommer til at ligne en ignorant idiot. Du kommer til at gætte meget forkert. Rigtig meget forkert. Men bare rolig, det gør de andre også. Og langsomt vil du komme tættere og tættere på at definere vinene ud fra deres duft og smag - og ikke ud fra pris, etiketter og ting, du har læst i en (lyserød?) bog.

---

Her er lidt udvalgte noter fra Vinsvins seneste blindsmagning:

Cabernet Sauvignon 2005, Saddleback Cellars (USA)

En flaske jeg havde med hjem fra Californien sidste år. Virkelig meget power i næsen, men overraskende lidt fadpræg. De tre andre vinsvin fokuserede ret hurtigt på Spanien, fordi der både masser af kraft og samtidig en flot syre til at balancere vinen. De gættede på Tempranillo fra Ribera del Duero. En flot vin, der dog virkelig havde store udsving i løbet af aftenen - fra super frisk til at være peaket for et par år siden. Jeg ville skynde mig at drikke den, hvis jeg havde flere flasker. Også fordi den smager virkelig godt. 91 point.

Grand Vin 2007, Goulart (Argentina)

En opulent satan der ikke overlod meget tvivl om, at det var en oversøisk vin, vi havde med at gøre. Meget tung, (over-)moden og jammy, og jeg tænkte straks amerikansk Zinfandel. Jeg har også smagt lignende ting fra Italien (hvor druen så hedder Primitivo), men det her virkede virkelig som en amerikansk storrøvet pleaser i joggingtøj. De to andre vinsvin gættede sgu faktisk på Malbec og vist nok også på Argentina. Virkelig sejt. Jeg er meget lidt vild med stilen, og vil kun give 85 point. Det er de andre vist uenige i.

Barolo Albe 2006, G. D. Vajra (Italien)

En virkelig flot og saftig vin med markante - dog ikke tandkødsudslettende - tanniner. Og vi sporede os derfor nogenlunde hurtigt ind på Europa og derefter det nordlige Italien. Jeg gættede på Sangiovese fra Toscana, da jeg ikke syntes, at tanninerne var voldsomme nok til at være nogenlunde ung Nebbiolo. Og derudover syntes jeg, at jeg kunne genkende nogle støvede noter fra Sangiovese. Steffen gættede derimod rigtigt, da han valgte Barolo. Virkelig flot gættet, og virkelig flot vin, der dog ville være endnu sjovere at smage om 10 år. 92 point.

Aftenens bedste vin var en Rosso di Montalcino, som jeg har glemt navnet på. Vi var ikke i nærheden af at gætte den. Jeg gættede fx Syrah fra Frankrig. Der kommer snart noter på den.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.