Et brev fra en dansker i SOPEXA

Min kære og smukt fransktalende tur-guide og PR-ansvarlig hos SOPEXA, Dorte Pontoppidan, har nu også meldt sig under fanerne som brevskribent til Vinsvin. Ja, sådan set er brevet mere henvendt til Jon fra Le Raït end til os, men brevet er altså sendt til min mail, og det lyder helt præcist sådan her:

---

Hej Tue

Kunne du ikke være sød at rette lidt op på de fejltagelser, som der er i på din blog i forbindelse med vores rejse til Médoc, og som din ven Jon kommenterer:

1. CIVB (Bordeaux) investerer ikke på det danske marked, dvs. at Sopexa eller andre bureauer ikke har noget budget overhovedet, som de kan bruge på at invitere journalister ned til Bordeaux – det være sig til store som små producenter. Din ven Jon skal henvende sig til CIVB, hvis han vil have dem til at lave om på deres markedsføringspolitik – ikke til os!

2. Turen, som du var med på, er arrangeret og betalt af ”Conseil des Vins du Médoc”, og det er også dem, der har stykket programmet sammen. Som du måske husker, var der både meget små og meget store producenter imellem, så man må da sige, at de har gjort deres arbejde ordentligt med af få hele paletten af producenter med. Om man kan lide vinen eller ej, er jo en anden ting.

Jeg håber, at du vil være med til at rede trådene ud – det er en anelse uretfærdigt, at det skal gå ud over Médoc, at din ven har et horn i siden på Bordeaux (CIVB). Hvis han kan formå CIVB til at investere på det danske marked, så vil vi meget gerne være med til at gøre opmærksom på de små producenter (som Médoc gør).

Med venlig hilsen,

Dorte Pontoppidan

1 comments:

Jon Capoul Høyrup said...

Kære Dorte

Tak for dit svar på min kritik. Det opklarer selvfølgelig en del, at det er Conseil du Vins de Médoc, der har organiseret turen.

Når det er sagt, håber jeg trods alt, at du og Sopexa på et mere generelt plan forstår min frustration over, hvorfor jeg som lille producent i udkanten af Bordeaux kan føle mig truffet over at blive overset i markedsføringsbestræbelser, der burde inkludere mig og mine naboer (både geografisk og som produktionsvolumen betragtet) - men aldrig gør det.

Som du sikkert ved, er det en evig diskussion i Bordeaux, og flere småproducenter har endda for nylig som et udslag af den afmagt, det resulterer i, nægtet at betale deres "cotisations volontaires obligatoires" til CIVB, fordi de - i mine øjne ganske rigtigt - bl.a. hævder, at alle vi mindre producenter betaler markedsføringsgildet for de langt færre, men meget rigere store slotte. Se fx det her link: http://aquitaine.france3.fr/info/civb-contre-cavb--proces-reporte-69225510.html

I virkeligheden handler det jo om, hvad man opfatter som retfærdigt og uretfærdigt, og på den måde er det jo også en politisk diskussion, som jeg ikke synes, hører hjemme her. Men igen, og denne gang uden kritik på: Jeg håber, at Sopexa som følge af CIVB investeringer en dag vil promovere alle os andre. I skal være så hjerteligt velkomne, også øst for Bordeaux by :-)

Tak for dialogen.

mvh

Jon Capoul Høyrup
Château Le Raït
Les Leves et Thoumeyragues

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.