Et brev fra en dansker i Bordeaux

Jeg har tidligere nævnt Jon og Nannas smukke vinprojekt i Bordeaux. Og da jeg så pludselig var på reklame-tur i Bordeaux med SOPEXA og kommenterede på mængden af polerede og træificerede vin, så røg Jon sgu til tasterne. Det ligger som en kommentar her på siden, men jeg synes, at det fortjener et reelt indlæg. Så her er Jons kommentar:

---

Hej Tue

Så må du da for fanden vride armen om på den der buschauffør, og få ham til at køre 150 km off piste til Château Le Raït. Jeg er dog ret sikker på, at han ikke kan finde vej, når nu han er hyret til at køre i Bordeaux, så her er en rutevejledning:

"Han kan ikke finde vej, selvom vi bor i Bordeaux", dvs vi opfattes ikke som det rigtige Bordeaux, get it? :-)

Hos os får du overordentligt svært ved at finde kemikalie-spande og kompakteret jord i markerne. Det plejer i øvrigt også at være et meget godt pejlemærke: stamp i jorden. Lyder det hult og hårdt, og er det plant som en parkeringsplads? Så er det nok, fordi der sjældent kommer en plov på besøg. Og hvordan fjerner man i så fald ukrudt og græs?. Til gengæld kan jeg ikke love, at du ikke bliver serveret en rustik steak-frites.

On topic: Det pisser mig en lille smule af at høre, hvilket Bordeaux og hvilke vine Sopexa promoverer. Det lyder som et remake af den samme tur, som alle-fucking-andre også tager og endnu en reproduktion af, hvad etablissementet mener, Bordeaux er: Haut Medoc, Margaux, Listrac, St. Julien, Pauillac og St. Estephe. Flotte slotte med kinesiske (og muligvis nu: russiske) flag uden for, nyvaskede Mercedes'er på parkeringspladsen og "winemakers" med halsklud og lommerne stopfulde af nye egetræsfade & micro-oxygenation devices.

Det er fandme ikke Bordeaux, det der. Eller jo, det er det selvfølgelig, men så alligevel ikke. Min pointe er bare, at der også eksisterer et andet Bordeaux. Det ligger øst/syd-øst for de der 50-100 slotte i Medoc. Og der bor vel omkring 10.000 producenter, hvoraf mange af os altså kan noget helt andet. Det kan godt være, at château'erne er mindre slotte og mere gårde, og at vi ikke har de samme midler og profiler og cru'er. Men vi er eddermame flinkere, vi er mere landmænd og vi er tættere på terroiret og på jorden. Og solen skinner sikkert også mere :-)

Her er en udfordring til dine værter, Tue: Kære Sopexa, få røven ud i Bordeaux' undergrund, og vis verden, hvad det er for et fundament, halsklud-drengene hviler på. Det fortjener vi. Der er ret meget godt at hente derude hos os.

Med Venlig hilsen

Jon

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.