En amerikansk italiener

I samme ombæring som vi drak Torrione, åbnede jeg også en anden flaske fra Philipson. Denne gang var det en Brunello, og det var der meget delte meninger om i familien Jensen/Petersen.


L´Orciaia Brunello 2007, Tenuta di Argiano

I næsen er der masser af brombær, solbær og vådt hø. Der er varme og noter af kirsebær. Desværre bliver det hele ret hurtigt semi-spoleret af duften af eg, som i stedet for at ramme frugten ind, overdøver og udvisker den. Det er jo aldeles ærgerligt, men måske ganske visende for en vinindustri, der prøver at please hr. Parker og min far. For min far kan rigtig godt li' det. Og min far drikker tit vin, så hans præferencer vil jeg ikke anfægte. Det er bare lidt for tungt til mig.

I munden er der en dejlig stram syre. Det er saftig og spændt vin. Tanninerne bider fint, og bitterheden er smooth. Men det her er også lidt for pænt. Lidt kedeligt. Lidt for kalkulerende. Efter kort tid vokser der også et massivt egetræ op gennem smagen, og det bliver pludselig til en kamp mellem amerikansk og italiensk vinanskuelse. Jeg ville altid foretrække den stramme - uegede - italienske måde at gøre tingene på. Men min far er sgu glad for det her, og måske hans præferencer er mere repræsentative end mine.

Men jeg kan altså kun kaste 84 point efter den her most, som koster 139 kroner pr. flaske, hvis du køber 12, og fucking 380 dask, hvis du kun køber en. Det skal du ikke gøre.

1 comments:

Mark said...

Ærlig snak, det kan vi lide!

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.