Den rådne banan og det optimerede kirsebær

Lolland er vel stadig mest kendt for deres haver. Også kendt som Udkantshaver. Du ved, de der haver, hvor der står en gennemrusten Opel Ascona, tre smadrede vaskemaskiner og noget udefinerbar jern blandt kæmpeukrudt og et væltet stakit. På sin egen måde smukt, men måske ikke noget der decideret får huspriserne omkring til at stige voldsomt. Men Lolland er så småt ved at få sig et nyt varemærke. Og det er fordi de gæve gutter på Frederiksdal-kolossen laver noget hamrende svedig juice på kirsebær.


Rancio (uden årgang), Frederiksdal

Rancio er fucking vild. Og det er den blevet, fordi den har stået i klare glasballoner udenfor i et års tid og fået tæv af den danske vinter og sommerens sol. På samme måde som man fx gør i Banyuls. Det er et virkelig sejt eksperiment, og en våd drøm for en wine maker, da det på en måde giver vinen et ekstra lag terroir.

Men slutproduktet bliver for ekstremt i min optik. I næsen brager der eukalyptus, mynte og mørke, mørke kirsebær op i næsen. Det har en vanvittig varme og intensitet. Det er en vinøs dragracer, som har fokus på power i stedet for æstetik.

I munden buldrer det videre for fuld gas. Det er tyk voldsomhed, som stemmer helt overens med næsen. Og den berømte stevnsbærssyre kommer hvinende ind til sidst, og fuldender et udtryk, der mest minder om koncentreret saft.

Der burde stå blandingsforhold 1:4 på etiketten, for det her er godt nok (for) voldsomt. Måske det ville fungere til en ost, der er så blå, at den selv åbner køleskabet og kravler op på din tallerken. Ingen tvivl om, at Rancio er et virkelig flot stykke vinhåndværk, og det er svedigt, at et sådan vildt produkt kan komme ud af den danske natur. Men det er samtidig også så intens og komprimeret, at man ret hurtigt får for meget - og der går lang tid før man får lyst til et glas mere.

Vi kaster 86 point efter denne vinens Stig Tøfting.


Nielstrupmark 2010, Frederiksdal

Det her er Frederiksdals eneste enkeltmarksvin, og ikke overraskende hedder marken Nielstrupmark. Vinen har sådan set masser af ligheder med sin ADHD-slægtning, Rancio. For i næsen er der også eukalyptys, mandler, mynte og masser af varme. Men derudover har den en snert af røg, tørret træ og blide strømninger af alkohol.

Det her har en helt anden vinøs elegance end Rancio'en, og denne smukke komposition fortsætter i munden, hvor der er en eminent balance i den komplekse saft. Sødmen og syren er urimeligt skarpt afstemt, samtidig med at det stadig er virkelig udfordrende. Det er ekstremt saftspændt, men der kommer også en tørhed ind. Av, av, av. Det er sådan her kirsebærvin skal smage.

For her går man ikke død i intensiteten. Det her skriger på, at man drikker et glas mere. Og det betyder igen at kombinationsmulighederne er uendelige med Nielsstrupmark. Det er selvfølgelig indlysende at bruge den sammen med (og i) desserter. Men jeg drak den sgu også gerne til en terrine med svinekæber eller til en moden ost.

Vi kaster 92 point efter Nielsstrupmark. Den danske natur kommer sgu ikke til at smage meget bedre end det her, og udkantshaverne bliver sgu hurtigt overskygget. Så måske Den Rådne Banan skulle kaldes for Det Optimerede Kirsebær. I hvert fald på Lolland.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.