Bordeaux - Dag 2

Jeg elsker at blive nurset i Bordeaux. Vinene kan jeg som regel sjældent li', maden varierer fra småsløj til decideret håbløs, og det regner. Vi bruger også for meget tid i vores bus, men jeg er skide glad hernede.

Dag 2's tema var Cru Bourgeois, som er en ganske ubrugelig klassificering. Det er i hvert fald ikke en indikator på velsmag, for af de over 10 Cru Bourgeois-vine, vi smager denne dag, er der nærmest intet, jeg kan li'. Noget af det smager decideret ækelt. Og dagens vin er da heller ikke en CB. Den kommer nemlig uden tvivl fra Chateau Angludet i Margaux. Her er der endelig balance og reel smag af frugt. Det er også meget pænt og poleret - ligesom hele chateau'et er -, men det er rigtig vellavet.

I dag står den på vine fra 1855-klassifikationen med Latour som det indlysende højdepunkt. Svedigt nok. Så det skal nok blive endnu en frydefuld dag i den brogede danske flok i Bordeaux. For det er virkelig en broget flok, som Sopexa har samlet, og dybest set ville det sjoveste være at skrive mere antropologisk og mindre vinøst, når der skal berettes om turen. Måske det kommer.

Og yes, der kommer sgu nok først Bordeaux-billeder på bloggen, når jeg er tilbage i Danmark. Men jeg lover, at det er værd at vente på.

PS. Jeg har lavet en konkurrence i mit hoved, som går ud på, hvad jeg ser mest af hernede. Tomme kemikaliespande på vingårdene eller hovedretter uden skyggen af noget grønt på restauranterne. Det er ret tæt mellem de to, men det er det, man kalder for en high scoring game.

1 comments:

Jon Høyrup said...

Jamen, så må du da for fanden vride armen om på den der buschauffør og få ham til at køre 150 km off piste til Château Le Raït. Jeg er dog ret sikker på, at han ikke kan finde vej, når nu han er hyret til at køre i Bordeaux, så her er rutevejlening:
https://maps.google.com/maps?saddr=Ch%C3%A2teau+Latour,+Route+des+Ch%C3%A2teaux,+Pauillac,+France&daddr=Rait,+Les+Lev%C3%A9s-et-Thoumeyragues,+Frankrig&hl=da&ie=UTF8&sll=44.76235,2.349642&sspn=4.001457,9.84375&geocode=FW1YsQId7aT0_yHcx3F8WIBWIykvD3vq-8UBSDHcx3F8WIBWIw%3BFe9JqwIduJkCACmPvBEsYbuqEjGJTh6THVH92A&mra=ls&t=m&z=10

"Han kan ikke finde vej, selvom vi bor i Bordeaux", dvs vi opfattes ikke som det rigtige Bordeaux, get it? :-)

Hos os får du overordentligt svært ved at finde kemikalie spande og kompakteret jord i markerne (Hvilket i øvrigt også plejer at være et meget godt pejlemærke: stamp i jorden. Lyder det hult og hårdt, er det plant som en parkeringsplads? Så er det nok, fordi der sjældent kommer en plov på besøg. Og hvordan fjerner man i så fald ukrudt og græs?). Til gengæld kan jeg ikke love, at du ikke bliver serveret en rustik steak-frites.

On topic: Det pisser mig en lille smule af at høre, hvilket Bordeaux Sopexa promoverer. Det lyder som endnu et remake af den samme tur, som alle-fucking-andre også tager og endnu en reproduktion af, hvad etablissementet mener, Bordeaux er: Haut Medoc, Margaux, Listrac, St Julien, Pauillac, St Estephe. Flotte slotte med kinesiske (og muligvis nu: russiske) flag uden for, nyvaskede Mercedeser på parkeringspladsen og "winemakers" med halsklud og lommerne stopfulde af nye egetræsfade & micro oxygenation devices.

Det er fandme ikke Bordeaux, det der. Eller jo, det er det selvfølgelig, men så alligevel ikke... Min pointe er bare, at der også eksisterer et andet Bordeaux. Det ligger øst/syd-øst for de der 50-100 slotte i Medoc. Og der bor vel omkring 10.000 producenter, hvoraf mange af os altså kan noget helt andet. Det kan godt være, at château'erne er mindre slotte og mere gårde, at vi ikke har de samme midler og profiler og cru'er. Men vi eddermandme flinkere, vi er mere landmænd og vi er tættere på terroiret og på jorden. Og solen skinner sikkert også mere :-)

Her er en udfordring til dine værter, Tue: Kære Sopexa, få røven ud i Bordeaux' undergrund og vis verden, hvad det er for et fundament, halsklud-drengene hviler på. Det fortjener vi. Der er ret meget godt at hente derude hos os.

mvh Jon

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.