Flotte Franc

Saumur Tête de Lard 2007, Manoir de la Tête Rouge

Riv en masse Cabernet Sauvignon-planter op, og plant noget mere Cabernet Franc. Bom. Det må være rådet til de franske vinbønder i de kølige dele af Frankrig, efter endnu en skøn oplevelse af vin lavet på 100 % Cabernet Franc. Jeg holder mere og mere af denne drue. Og i denne version er Franc'en noget kraftigere, end jeg tidligere har oplevet.

Tête de lard betyder vist nok head of bacon, hvis man oversætter det (til engelsk). Og så er de fleste vel allerede forelskede. Det gode ved denne vin er, at forelskelsen forsætter, når man får den ind i munden?!


Producenten er Guillaume Reynouard, og hans vingård ligger i hjertet af Loire i byen Saumur. Han driver geschäften økologisk og tilsætter ikke nogle kunstige sager til druesaften. Det er altså vin tro mod Loires terroir, hvor jordbunden består af tyk ler og kalksten ... og det smager godt. Ahhhh.

I næsen fornemmer man blåbær, duft af hvid peber, kryddernellike samt noter af brombær.

Stor frugtsyre som virker læskende, og oven i det får du herlige bløde tanniner, som spiller flot sammen. På grund af druens tynde skind er indholdet af tanniner ret lavt. Men rigtig, rigtig flot. Vinen fik 45 minutter i køleskabet, inden den blev trukket op, hvilket fik den til at virke dejlig let og forfriskende. Dog holder denne vin en hvis dybde og pondus. Prøv det dog selv!

Vi kvitterer med 90 point, og du kan få den for 120 kr. hos Rosforth & Rosforth.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.