Mansted Wine - del 3


Pozzo Rococo 2010, Clot de l´Oum

Her er vi i Roussillon, og så vidt jeg husker, er Clot de l’Oum en forholdsvis ny producent i det sydfranske vinhav. De dyrker deres marker økologisk, og inden længe kan de hænge et skilt på hoveddøren, som viser, at de er biodynamisk certificeret.

Pozzo Rococo er en saftspændt fætter, som har en utrolig frugtig næse med mørke bær samt lidt urter og grusvej. Dette er Clot de l’Oums bud på en sommervin, og det er sgu meget godt ramt. Elegant i den lettere stil med en skøn integreret syre. Et enkelt Vinsvin mente dog, at syren var en kende voldsom.

Den gode Hr. Mansted fortalte, at Clot de l’Oum køber deres fade hos selveste Domaine Romanee Conti. Det er svedigt nok, og der er formentlig pænt mange vinproducenter, som også gerne ville kunne nævne Romanee Conti i forbindelse med deres vinproduktion.

Prøv den i løbet af sommeren, mens du alligevel står og vender bøffer, det bliver du ikke ked af. 88 point. 129 DKK hos Mansted-wine.



Chateauneuf-du-Pape Tradition 2009, Domaine Jean Royer

Tradition fornægter sig ikke. Domaine Jean Royer har lavet vin i Chateauneuf-du-Pape siden 1800-tallet, og det er de sgu blevet ret skrappe til. Huset fik dog først sine egne etiketter på flaskerne, da Wham og Michael Laudrup for alvor koldpermanentede i 80'erne. Men hvor det giver mening, at Jean Royer holder fast i konceptet, så kunne Laudrup godt snart tænke i lidt mindre volumen på toppen.

Denne 'Neuf er lavet på 90% Grenache, 5% Mourvedre og 5% Syrah. Og lad os bare få det ud: Vi har med en elegant bulderbasse at gøre. Høj alkoholprocent, men ikke sprittet eller klodset. Stor intensitet, men stadig tilgængelig. Det er ganske skarpt lavet.

I næsen er der masser af bær og en god portion lakrids, som også er markant i smagen, hvor den følges med en behagelig tørhed. Det dufter herligt og vel egentlig også overraskende indbydende, vinens unge alder taget i betragtning.

Det her er både en kraftkarl og en elegantier. Desailly vs. Platini. Og vinens optimale fortærringstidspunkt ligger nok i de køligere måneder, hvor vinens varme og fylde virkelig kan brage igennem. Det kan man huske ved, at når havemøblerne skal ind i skuret, skal 'Neufen ud af skabet. Ja? Og ellers kan man sgu sagtens argumentere for, at det reelt er efterår i Danmark nu og åbne en flaske. For det her er rigtig, rigtig godt.

91 Vinsvin-point til vinen og prisen, som ligger på 189 DKK hos Doktor Mansted.

En sidenote til denne vin: Her en lille uge efter, vi smagte denne vin, har jeg på grund af forkølelse og job stadig en sjat tilbage stående i køleskabet. Den har beholdt sin vitalitet og power. Frugten er næsten forsvundet, men svulstigheden og det elegante udtryk står stadig skarpt. Sejt nok!

1 comments:

Peter F said...

DJR laver virkeligt fortrinelig vin. CDPens lillebror "Le Petit Roy" er højt oppe på min liste over vine man åbner, når det har været en virkelig lang dag på jobbet og man har lidt ondt af sig selv. Frisk jord, svampe, røde bær i næsen og mere af det samme i munden.

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.