En aften med Pilgaard og Krüff

Jeg tog en smuttur til sommerhuset i Tisvilde for at høre foredraget/hyggesnakken mellem 24Syvs og Weekendavisens vinsnob Poul Pilgaard og champagneguruen Jørgen Krüff. Det var en hyggelig aften - uden det dog blev hallucinerende -, og så endte det helt absurd.


Selve samtalen var lidt for meget en reprise af den snak, de to hyggelige og veltalende mænd havde i Poul Pilgaards program på 24Syv, Flaskens Ånd. Vi fik edderkoppe-historien og historien om den 11-årige Krüff, der går amok i mosterens vinkælder. Sjove historier. Jeg havde bare hørt dem før. Og så var snakken måske lidt for fokuseret på at sætte ord på oplevesen af at drikke stor, stor vin, der peaker.

Selvfølgelig er det sjovt at høre om folk, der har drukket enorme mængder af Domaine Leroy i de allerbedste årgange. Men det bliver også lidt ... utilgængeligt og fjernt. Men måske er det bare misundelse.

Med i prisen (gratis) var også et ganske skønt glas champagne, som jeg desværre ikke fik navnet på. Men det var skarpt. Mineralitet, mild ananas, hø og en lille smule røg. Flot koncentration, og særligt i starten en fryd elegance.

"Showet" sluttede med at folk kunne stille spørgsmål. Det gjorde folk så. Og det blev fucking skørt. Efter at have hørt på de to herre tale filosofisk og storslået om ånden i vin i halvanden time, var første spørgsmål:

Hvordan udtaler man Krüg og alle andre franske vinproducenter?.

Bang. Al magi forsvandt, selvom Krüff gav et fint og lødigt svar. Derefter spurgte en dame - nej, hun fortalte bare:

Jeg blev engang forelsket, mens jeg drak Amarone?!

Og den store finale kom ved næste spørgsmål, da en ældre og ganske nydelige dame - med et herligt bittert og fjendsk toneleje - sagde følgende:

Vi sidder alle her og føler os som drengen i Kejserens Nye Klæder. For vi ved jo alle sammen, at vi kun drikker vin for virkningen, for det smager jo alt sammen af helvedes til.

Skønt. Og det absolut perfekte forum at udbasunere denne ret markante holdning i. Ikke overraskende var hverken Pilgaard eller Krüff enige, men jeg tror, de fleste var enige om, at det var en lidt flad afslutning på en ellers sjov aften.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.