Supertoscaner, Pinot-galore og GULFI

Lørdag var en virkelig flot vindag. Sådan virkelig, virkelig flot. Det startede godt nok med nogle helt igennem fæle Distortion-tømmermænd, men efter ret store mængder havrefras og cola, startede en smuk aften. 3 af vinsvinene skulle holde en Pinot Noir-smagning til en polterabend, og vi mødtes derfor et par timer inden for at få styr på showet. Her kom aftenens første vin på bordet:

 

Perlato del Bosco 2006, Tua Rita
Land: Italien
Område: Suvereto, Livorno, Toscana
Drue: 65% Sangiovese, 35% Cabernet Sauvignon (måske lidt Syrah)
Alkohol: 14%

Tua Rita laver en af verdens mest berømte Merlot'er. Den hedder Redigaffi, og den er fucking dyr. Lidt mindre dyr er Perlato del Bosco, som samtidig er helt fri for merlot. Og meget mindre dyr var den under Theis Vines netop overståede flytteudsalg. Her købte jeg den for 150 kroner. Normalt står den til 320-ish kroner.

Nå, men der var høje forventninger til dette kup. Og de blev sgu ret hurtigt indfriet. For næsen var ikke til at tage fejl af. Stor og fyldig sangiovese drønede op i ansigtet på os. Det mindede faktisk meget om en Percarlo '06, vi drak for et par uger siden. Ren og silkeglat fryd.

I munden var der smuk balance, selvom vinen sagtens kan klare et par år mere i kælderen. Frugten er stadig lidt tilbageholdende, men syren og tanninerne er satme skarpe. Vi drak herligheden over en times tid, men det havde været ren kærlighed at få lov til at følge den over en længere periode. En vin med personlighed, power og energi. Hvis jeg nogensinde finder den til 150 kroner igen, så skal der hamstres igennem. Vi kaster 92-93 point efter denne italienske frækkert.

---

Til vores Pinot Noir-smagning havde vi taget nogle meget forskellige versioner med:

Cremant de Bourgogne, Vignerons de Mancey
Land: Frankrig
Område: Bourgogne
Drue: 50% Pinot Noir, 40% Chardonnay og 10% Aligoté
Alkohol: -

Overraskende elegant og smooth cremant. Næsen siger pære, og i munden er der fin balance mellem syre og frugt. Elegante bobler og super frisk. En rigtig pleaser uden at være decideret personlighedsforladt. 88 point.

Redtree 2009, Cechetti
Land: USA
Område: Sonoma, Californien
Drue: Pinot Noir
Alkohol: 12,5%

Fin lys farve, og en rigtig indbydende duft af jordbær. Lettere i stilen end jeg havde tænkt. Det ændrer sig dog nogenlunde hurtigt i takt med, at ilten får vinen til at udvikle sig. Ender med at blive for sød, dog uden at blive cab-amerikansk. Tror man kan finde sjovere ting til 105 kroner, men et hyggeligt bekendtskab trods alt. 85 point.

Petra Unger 2008
Land: Østrig
Område: Gottschelle, Kremstal
Drue: Pinot Noir
Alkohol: -

En klar modsætning til den californiske varme. Helt kølig stil med stor mineralitet og spændstighed. Virkelig flot og super elegant på en lidt nonchalant facon. Syren er skarp, kroppen er slank og stram. Til 135 kroner flasken er det et urimeligt godt køb. Ikke mindst til den ene gang denne sommer, hvor vi får en varm aften, da den sagtens kan drikkes lidt kølig. Fucking lækkert. 92 point.

Gevrey Chambertin Vielles Vigne 2003, Domaine Marc Roy
Land: Frankrig
Område: Bourgogne
Drue: Pinot Noir
Alkohol: -

En smuk og elegant vin med stor intensitet. Lidt røg i næsen, og mørk frugt i munden. Fik ikke smagt vinen godt nok til at kunne give den yderligere beskrivelse og karakter.

Cloudy Bay 2006
Land: New Zealand
Område: Marlborough, South Island
Drue: Pinot Noir
Alkohol: -

Jeg har anmeldt den før, men det er halvanden år siden og mine præferencer har flyttet sig betragteligt. Jeg synes, det er kluntet. Bombastisk næse og smag, som gør vinen sjov og interessant i et par sekunder og derefter bliver for meget. Og med iltning bliver det bare værre og værre. En rigtig pleaser. Lige som Amin Jensen. Måske den havde haft bedre kår alene, men op i mod de andre vine bliver dens klodsethed udstillet på en lidet flatterende måde. 85 point.

---

Fik fik også et par andre og ganske skønne pinot'er. Men jeg har for lidt noter til at kunne skrive noget bare lidt begavet om dem. Derfor rykker vi scenen videre til Terroiristen, hvor vinsvinene sluttede aftenen. Og det blev gjort med manér.



NeroMaccarj 2007, Gulfi
Land: Italien
Område: Pachino, Sicilien
Drue: Nero d'Avola
Alkohol: 15%

Et af vinsvinene havde på et tur til Sicilien hørt meget om Gulfi uden nogensinde at smage det. Og da vi sad lige ved siden af (perle-)rækken af Gulfi-flasker var det indlysende at prøve. Og stor vin lavet på Nero d'Avola er sgu en sjældenhed, så på Stefans anbefaling hoppede vi på sådan en flaske. Og hold op, hvor var det godt. Silkeblødt med en udpræget smag af de sorte vingummier i Basset's. Vinen kunne sagtens - og særligt i starten - håndtere sin egen svulstighed med en flot syre og fantastisk mundfylde. Den ender måske med at blive lidt for tungt - alkoholen er også pænt høj -, men det ødelægger ikke oplevelsen af en super svedig vin, som skal kastes i kufferten, hvis du er på Sicilien. 91 point.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.