Portugal og mosten


Dois Vales 2010, Seis Quintas, Douro

En varm krydret duft flyver op i næsen sammen med mørk frugt, portvinsnoter og lakrids. Der er fokus på power og intensitet.

I munden fortsætter intensiteten for fuld udblæsning. Vi snakker udblæsning som i en Golf GTI med uforholdsmæssig stort udstødningsrør på Lemvig Havn. Det svedige er bare, at al denne power stadig er under kontrol – i modsætning til GTI'ens chauffør. Det er en bulderbasseskøjteprinsesse. Syren er også virkelig fin og strammer frugten og fadet op. Det er bare skide vellavet.

Det minder mig om en blanding af Tempranillo og Cabernet Franc.

Jeg ville egentlig gerne hade denne vin, så jeg i nogle kække vendinger kunne sætte Gastro på plads og aldrig behøve at smage portugisisk druemost igen. Men det her er godt. Og til 60 kroner er det urimeligt godt. Så du kigger dig lige rundt efter dine nøgler og dit dankort, og så smutter du ned i Vinspecialisten og køber et par flasker. 91 point for perfekt pris og præcis power.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.