Netto-sjask fra Spanien


Soldepenas (ingen årgang), Felix Solis

En helt igennem uskøn blanding af Tempranillo og Garnacha. Og nej, hvor er det skidt. Den koster selvfølgelig også kun 25 slatne kroner i Netto. Men alligevel. En eller anden form for kvalitetsniveau må man vel altid kunne forvente.

Lugten fra denne vinøse uduelighed er helt skør. Sulfo, banan og lakrids tæver næsen i et middelsvært kemisk terrorangreb, som umiddelbart sagtens ville kunne udslette en hyggelig afghansk landsby.

Selvom al fornuft skriger på, at jeg ikke skal smage på mosten, tvinger jeg glasset op for munden. Og uskønheden fortsætter ufortrødent. Surt, skarpt og, ja, ulækkert. Det smager af forfest i provinsen. Jeg bliver sendt tilbage til Assens, et højt Clerasil-forbrug og en uskøn sammensat blanding af sprut på bordet foran mig. Rød sodavand, cognac, et skvæt vodka og appelsinjuice. Og efterfølgende et koncentreret blik ned i bordet for ikke at kaste hele molevitten op igen. Men hvor skoddrinken havde et formål – at blive hamrende fuld og snavelysten -, giver vinen ingen mening.

Det er udrikkeligt. Ingen grund til at dele point ud her.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.