Gode råd til Napa


Så er vi hjemme efter flotte og fantastiske 3 uger i Californien. Med os hjem er tre flasker vestamerikansk vin i form af en Napa-cab fra Saddleback Cellars, en Russian River-pinot fra Joseph Swan og endnu en pinot fra Central Coast og Calera. Det skal jeg nok skrive mere om senere i takt med, at de bliver konsumeret.

Nå, men som en nu erfaren og alvidende Napa-ekspert vil jeg give dig et par gode råd, hvis (når!) du besøger dette fantastiske vinområde.

1. Lav din research. Film, malerier og vin bliver mere interessante, når du kender historierne bag dem. Det giver en markant større dybde i din oplevelse - ikke bare af vinene, men også af geografien og vejret. Ved at kende området bliver det pludseligt en stor oplevelse at køre forbi To Kalon-marken eller vide, at der muligvis er en The Paris Tasting-vinder i nærheden. Samtidig vil din research også være med til at synliggøre, hvilke vingårde du bør besøge - og hvilke der ikke er interessante. Jeg brugte mest Hugh Johnsons "Vin 2011" (den er satme så nem at have med rundt) og "The Wines of the Napa Valley" af Larry Walker, som er en f*cking genial og helt urimelig grundig gennemgang af Napas historie og Napas vingårde.

2. Vær målrettet. Jeg taler af bitter erfaring. På de første vingårde er du helt oppe at køre, fordi du pludselig sidder på en smuk vingård i Napa og drikker fantastisk vin. Du vil smage på det hele. Don't. Du bliver tung i munden, hvis du skal smage mindst fem vine ved hvert vingårdsbesøg, og det vil også betyde, at du når at besøge meget færre steder, fordi det tager tid at smage på vin. Lav derfor dit hjemmearbejde (se #1), og find ud af, hvilke steder du gerne vil besøge - og hvilke vine, du gerne vil smage. Og del dine dage op, så du én dag kun drikker hvidvin (og måske lidt rosé), og de andre dage drikke rød. På den måde giver du hvidvinene en chance, hvilket de ikke har, hvis de bliver drukket lige efter en vin, der definerer begrebet "jammy".

3. Lav noter og gør dig umage, når du smager. Der er to grunde til at gøre sig umage. Den mest indlysende er selvfølgelig, at du på den måde selv får mest ud af din vindrikning og bedre kan huske vinene efterfølgende. Den anden er, at du får meget mere respekt fra de ansatte på vingårdene, hvilket ofte resulterer i interessante samtaler og mulighed for at smage vine, der normalt ikke bliver hældt op til besøgende.

4. Spyt ud. Det burde ikke være nødvendigt at sige, men vinsmagning og biler hænger virkelig dårligt sammen. Og jeg er helt overbevist om, at der bliver kørt virkelig meget spirituskørsel i Napa af hjernedøde turister. Et par dage inden vi besøgte Russian River, var en mand blevet kørt ihjel af en spritbilist. Så spyt vinen ud om dagen, og drik dig fuld, når bilen er parkeret for natten. Derudover er det også nemmere at koncentrere dig om vinen, når du ikke er halvfuld.

5. Flyt dig. Når du har fået din vin i baren, bør du gå væk, så andre kan komme til. Jeg blev helt skør af at stå og vente bag folk, der hang i baren, mens der stod 10-20 mennesker bag dem. At de samtidig nærmest aldrig vidste noget som helst om vin, gjorde det selvfølgelig heller ikke bedre. Så flyt dig, og drik din vin i fred.

6. Bær over med turisterne.
Altså, jeg var jo selv turist i Napa og har ikke mere ret til at smage vin end andre. Men det kan godt være frustrerende at skulle dele tasting room med folk, som bare kører vinene ned uden at skænke dem en tanke. Og dem som bare siger "that tasted nice". Og dem som bliver stående i baren. Og dem der kun kigger på prisen på vinen. Og dem som har dyppet sig selv tres liter parfume om morgenen. Og dem som råber op og tror, at et tasting room er et værtshus for overklassen. Tag en dyb indånding, nyd din vin og kør videre med et stille håb om, at det bliver bedre ved det næste vinhus (det gør det ikke).

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.