Arrocal 2005 Selección

Lige nu sidder jeg og drikker et glas rødvin Ribera del Duero, imens jeg venter på den smukke Alex bliver klar til at spise en Almanak-inspireret salat med gedeost, hjemmelavet persillepesto og masser af bønner og olivenolie fra Rie. Det lugter sgu fint.

Vinen er fra Bodegas Arrocal og 2005. Jeg købte den på tilbud hos Dynamark i Tisvilde sammen med en masse andet lækkerhed. Vinen får 90 point hos Cellartracker-folket med følgende beskrivelser:

On the nose it's fresh and fruity and very typical of the region. In the mouth, fresh acidity with very nice tannins and oak overtones. Not quite a fruit bomb but nice blackcurrant notes. Nice finish but still feels young.


Selv synes jeg, at næsen har en del egetræspræg og søde kirsebær. Nærmest over i noget portvin. Alex siger pludselig mandler - eller faktisk mandelskal -, og det har hun ret i. Det her er god vin! Dybt, komplekst og lige til grænsen til at være overgjort.

Smagen er helt i tråd med duften, hvilket vine faktisk ofte ikke - hvilket igen bliver ved med at overraske mig. Det er sødt og bittert og ret ekstremt. Det smager næsten af god kirsebærvin. Og af kirsebærsten. Og særlig bitterheden hænger ved. Og ved. Eftersmagen er fantastisk insisterende. Den fader (læs det på engelsk, tak) ganske, ganske langsomt uden nærmest nogensinde at forsvinde. Træet er faktisk ikke så dominerende, som jeg troede, det ville være. Altså det er der, og måske er det en del af den voldsomme bitterhed, men det trumfer ikke de andre nuancer.

Syren er der også stadig. Den anes dog kun lige i starten, men den er med til, at vinen ikke bliver for tung og kluntet. Altså: Det her er en helstøbt vin. Den vil helt sikkert have mange (frankofile) modstandere, som ville kræve mere balance og elegance, men mere versatile vinelskere som fx ofte vælger Amarone og Brunello di Montalcino ville helt sikkert få en øjenåbner med Arrocal. Den har den samme fyldige struktur og mørke smag. Til gengæld kostede flasken blot 80 kroner - godt nok på tilbud -, og til den pris ville du aldrig finde en af de italienske popvine i samme kvalitet. Ikke engang tæt på.

Arrocal 2005 Seleccion får 91 point herfra og 8/10 af Alex. Hvis du kan opstøve den til en lignende pris bør du købe hele partiet.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.