Gensynets glæde?

Jeg synes efterhånden, at jeg har smagt rigtig meget god vin. Og lørdagens "De Sangiovise Mænd"-arrangement var ingen undtagelse - både Tignanello'en og Brunello-fætteren imponerede mig virkelig. Uha, det var stor vin. Alligevel er jeg en lidt desillusioneret vinelskende dreng i disse dage.

Jeg er nemlig begyndt at tvivle på det koncept, der går ud på at smage rigtigt gode vine flere gange. Og det er jo aldeles deprimerende.

Problemet ligger i at jeg som vinnørd (in spe) taler meget (rigtig meget) om vin med de andre flotte mennesker fra vinklubben og, ja, alle andre, der måtte have lyst. Så når jeg smager noget godt, så fortæller jeg stort og flot om det til alt og alle - eller skriver om det herinde. Det er jo i og for sig fint nok, for på den måde kan andre forhåbentlig også få flotte og horisontudvidende oplevelser. Det er jo det der er mening med fx en blog.

Men er det nu også en god ide at reklamere for sine egne vinoplevelser? Hmmmm, det tror jeg måske ikke, at det er. Hverken for mig selv eller dig. Mine bedste vinoplevelser kommer nemlig, når jeg ikke har nogen som helst anelse om, hvad jeg skal forvente. Det var fx det, der skete, da jeg smagte Duque de Huescar 1996 og Brunesco di San Lorenzo 1997, og det var ganske enkelt magisk. Ens hjerne er helt åben og klar til at modtage alle smagsindtryk.

Da jeg den anden dag åbnede min næstsidste Duque de Huescar 1996, ja, så var jeg nærmest mere nervøs end lykkelig over at skulle smage denne fremragende vin igen. At den så var oxideret og dermed ganske uspændende, er en ganske anden sag. Problemet var, at jeg gik ind til vinen med den forventning, at det skulle være lige så stort og f*cking mindblowing, som da jeg drak den første gang. Brombærlugten skulle fylde hele lejligheden og engle skulle synge, når den første slurk røg ind i munden. Så selvom den flasken havde været 100% i orden, så ville den have skuffet. Og den ville sikkert også have skuffet dem, som jeg har fortalt om vinen til!?

Jeg har prøvet det samme med bl.a. Triton og Brico Magno. De lever aldrig op til min hjernes ide om, hvor gode de er. Jeg har nemlig (op)reklameret så meget for de vine via snak og blogning, at min hjerne har kørt kvaliteten og oplevelsen urimeligt op.

Jeg åbner snart min sidste Duque de Huescar 1996 og så har den satme bare at overbevise mig om, at det giver mening at smage den samme gode vin flere gange. Derudover har jeg lige været ude hos Løgismose og investere i en La Garrigue 2007 fra Chateau Camplazens, som jeg smagte for et par måneder siden og var ekstremt begejstret for. Den har også bare at leve op til mine forskruede forestillinger. Ellers drikker jeg kun den samme vin én gang!!

1 comments:

Nanna Wang Carlsen said...

Sjov betragtning om store forventninger, der skuffes. Ofte har jeg det sådan, at vin er bedst, hvis jeg netop har nogle forventninger til den - eller rettere en kontekst.
Men jeg kan sagtens genkende oplevelsen, at den samme vin smager forskelligt fra gang til gang. Jeg tror, det kommer enormt meget an på humør, selskab, mad, vejr, omgivelser osv. Det er egentlig ret fantastisk, hvordan vin på den måde bliver en prisme for ens sjælelige tilstand, for nu at bruge et godt, jordnært udtryk :)

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.