Et nyt og godt sted

Denne anbefaling kommer på et ikke så grundigt researchet grundlag. Men jeg har nu købt to vine hos Gl. Kongevej Vin (du gætter selv adressen, ik'?), og de har begge været fremragende. Først var det en sprød tysk riesling, som havde masser af syre, mineralske toner og en virkelig flot mundfylde. Og i mandags købte og drak jeg en flaske østrigsk pinot noir fra Weingut Markus Altenburger. En stringent vin med de klassiske noter af nyspidset blyant. Virkelig flot og elegant vin. Begge flasker kostede lidt over 100 kroner, og det var aldeles rimeligt.

Butikken har et ret lille sortiment, hvilket jeg sætter pris på. Så tror jeg på, at de faktisk kender deres vine og ikke bare sælger dem på "den smager rigtig godt!"-flosklen. Desværre er servicen ikke specielt imponerende. Der bliver i hvert fald ikke gjort specielt meget for at sælge vinene. Men det behøver man måske heller ikke, når man har så fine ting.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.