Vinslotsejer på Mac ... ish

Jeg har hørt et par podcast og læst et par artikler på nettet omtale et vin-computerspil. Og med en trist maveforgiftning har jeg været klar på al slags underholdning, og derfor kastede jeg mig ud i at prøve spillet.

Spillet hedder Wine Tycoon og handler om at drive et fransk Chateaux. Umiddelbart ganske interessant. Umiddelbart. I karriere-mode starter man i Alsace, og så skal man sælge for xxx dollars vin, før man så går videre til næste level, der er Bourgogne. Og mon ikke den sidste bane foregår i Bordeaux? Det finder jeg helt sikkert aldrig ud af, for spillet er bedrøvende kedeligt. Selv med maveinfektion. Gameplayet er så jammerligt simpelt og ensformigt, at man i løbet af 10 minutter blot sidder som en robot og trykker de rigtige steder uden nogen som helst form for engagement. Sprøjt her, plant dér! Der er absolut ingen features, som gør spillet interessant eller lærerigt.

Jo, måske en ting. For det eneste man reelt kan bruge Wine Tycoon (og ja, det er også dem med Rollercoaster Tycoon og lignende simulatorer!) til, er til at lære hvilke druer, som bliver brugt i de forskellige områder. Det er selvfølgelig også cool nok, men der er sjovere måder at gøre det på end ved at spille det her spil. Fx rent faktisk at smage på vinene.

Så jeg giver hermed spillet 50 point, som i følge Robert Parkers skala betyder

A computer game deemed to be unacceptable.


Nu glæder jeg mig bare til at blive helt rask, så jeg igen kan bruge min tid på at lave mad i stedet for at kede mig med verdens eneste og helt sikkert også sløjeste vincomputerspil.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.