Noter fra det store CAB5-møde

CAB5-topmødet var en stor succes på trods af biodynamiske rødder, en hollænder og en enkelt supermarkedsvin. Her er noterne fra de fem Cabernet Sauvignon-vine, som vi smagte (blindt) på.

---

Caymus Cabernet Sauvignon 2008, Napa Valley (USA) - købt hos Bergman Vin:

Startede med at være en lille smule lukket på trods af ivrig dekantering med noter af boysenbær, sure kirsebær og solbær. Udpræget sød. Men efter en halv times tid i glasset åbnede den sig op med et brag. Holy shit, hvor var det en kraftkarl. En amerikansk pickup-truck på sterioder af en vin. Nu var næsen pludselig en for nyligt udløst bombe af chokolade, sød engelsk lakrids, karamel, bagt kagedej, træ og pecannødder. Smagen var blød og med masser af mundfylde. Det fik umiddelbart hele forsamlingen til at klappe begejstret i hænderne og uddele 92-94 point. Men i løbet af aftenen falmede begejstringen en lille smule. Vinen blev sgu næsten lidt kvalmende, og var den for pompøs i sit udtryk?! Jeg tror, svaret er "mja".

The Coppermine Road 2004 af D'Arenberg i McLaren Vale (Australien) - købt hos Erik Sørensen Vin:

Masser af bær i næsen, hovedsageligt solbær og lidt blåbær. Derudover fandt vi kaffe og vanille. En rigtig powerfuld vin med virkelig flot mundfylde og en dejlig lang eftersmag. Dog står vinen ikke specielt klar for mig, mens jeg skriver dette. Det kan både skyldes aftenens generelle vinindtag eller at vinen ikke var helt vildt interessant. Jeg vælger at tro på det første, dog. Og i følge de noter, som jeg desværre har smidt væk, men som Drud'en stadig husker lidt af, så gav vi vinen 91 point.

Nemo IGT 2004, Castello di Monsanto (Italien) - købt hos Bichel:

Min første indskydelse til denne vin var, at den smagte af Assens-vin. Ja, nu er Assens-vin selvfølgelig et begreb, som de færreste kender til, men det refererer til smagen af den type vin, som vi fik hjemme hos min forældre (som bor i Assens!), når det skulle være lidt fint. Det var næsten altid italiensk, og næsten altid Amarone. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at denne vin var fra støvlelandet. Efter vinen havde fået lidt tid til at åbne sig op, fandt vi grøn peber, tobak og læder i næsen. Vinen er dog nok stadig lidt ung og kunne godt bruge et par år i kælderen, hvis man havde sådan en. Den fik 89-90 point.

Château Haut-Bages Libéral 2006, Pauillac (Frankrig) - købt hos Kjær Sommerfeldt:

Duften var virkelig svær at få ud af glasset, selvom vi ellers virkelig gjorde os umage. Men efter noget tid fik vi lidt læder, røg og medicinskab ud af dråberne. Da vinen kom i munden var der ingen tvivl om, at vi havde med en fransk vin at gøre. Det var (undskyld udtrykket) f*cking surt. Måske det havde god balance og smagte som en rigtig Cab burde gøre, men i min verden var det kedeligt. Det bliver sgu sværere og sværere at tro på, at jeg nogensinde kommer til at elske Frankrig for deres vin. Vi kastede 86 point efter den, hvilket - prisen taget i betragtning - dog er en anelse gavmildt i min optik.

En vin fra Chile købt i Superbest:

En af vinklubbens medlemmer havde valgt at tage en supermarkedsvin med til smagningen. Det faldt ikke i god jord inden smagningen, og det var sgu heller ikke nogen flot oplevelse under smagningen. Dog synes jeg personligt, at næsen var ganske spændende med virkelig meget ribs og solbær i næsen og derefter lakrids og tyrkisk peber. Smagen var dog meget flad, først og fremmest noter af sure kirsebær. Derudover havde vinen ret voldsomme tanniner, som smagen på ingen måde kunne hamle op med. En kedelig vin i ubalance, som vi med lidt god vilje gav 85-86 point.

---

Det var en virkelig fin aften med mange kloge betragtninger om vin (synes vi selv), og et super interessant studie i Carbent Sauvignon-universet, som må siges at kunne mange og voldsomme ting. Det lykkedes os endda at sætte de rigtige lande på samtlige vine, hvilket vi - med rette - var ganske stolte af. Man kan selvfølgelig sige, at vores vinvalg var ret repræsentative i forhold til deres lande, men alligevel.

Næste møde får Syrah/Shiraz som tema. En drue jeg virkelig har gjort mig meget lidt i. Men jeg glæder mig meget til nogle ordentlige kraftkarle ... og måske noget surt fra Frankrig.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.