Nye og interessante køb

Jeg har besluttet mig for at lave alle mine julegaver i ler og limtræ, og derfor er der kommet lidt luft i budgettet til at investere i vin. Skønt for mig, og virkelig trist for min kæreste og familie. Men kan man egentlig få for mange bordskånere? Nok næppe.

Den første vin, jeg købte, er min debut-Châteauneuf-du-Pape. Pengene til den går sådan set ikke ud af gavepuljen , da jeg, som tidligere beskrevet, har vundet et gavekort på 300 danske dollars af de yderst flinke folk fra Estwine.dk. Men det ændrer ikke på ler- og limtræskonceptet, dog. Vinens fulde navn er i følge min faktura: Château Gigognan, Châteauneuf-du-Pape "Vigne du Régent" 2006. Det lyder som noget, der burde smage godt, hvilket jeg finder ud af på torsdag, hvor jeg drikker den med Drud'erne.

Folk kigger aldeles skeptisk på mig, når jeg siger, at Rioja er mit absolutte favoritområde.

Derudover har jeg investeret i et par fine, fine Rioja'er, og det gør mig sgu så glad. For selvom folk kigger aldeles skeptisk på mig, når jeg siger, at Rioja er mit absolutte favoritområde i forhold til vin, så lader jeg mig ikke kue. Og da slet ikke før, jeg har smagt noget, som er bedre end denne her brombærbombe af en spansk lømmel. Det er også derfor, jeg har købt en ekstra én!

Den tredje nye flaske - og altså anden fra Rioja - er lavet af topproducenten CVNE, som jeg allerede har en enkelt flaske fra i kælderen. En Reserva fra 2001. Den nye flaske er dog en lidt ældre lækkerbisken. Det er nemlig en Gran Reserva fra 1996, og det virker til, at klogere vinfolk end mig er rigtig begejstrede for den. Den får i hvert fald 93 point af Tanzer, 91 point på CellarTracker og forhåbentlig får den endnu flere point af mig. Jeg læste et sted, at stilen var intense & bold, og det får mig jo til at klappe i mine små tappaslugtende hænder. Det er et faktakort på vinen her. Jeg har urimeligt store forventninger til den vin. Så er det sagt.

PS. Det der citat-halløj på siden har f*cking taget mig ca. 5-6 timer at få til at fungere. Så syns (hedder "at synes" det i imperativ?), at det er pænt!

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.