En 7.-del af Bordeaux-eksperimentet

I lørdags tog vi hul på Bordeaux-eksperimentet ved at drikke to af de i alt 14 flasker. Det var ikke nogen stor oplevelse. Det var mere en iltet oplevelse. Eller en dårligt opbevaret oplevelse. Vinene var i hvert fald begge ganske triste og flade, og det var dem her:

Chateau Giscours 1992: Også dette hus, som ligger i Margaux, er med i 1855-halløjet, og Robert Parker giver vinen 86 point. Den står til 80 Euro, og skal sgu nok drikkes ret snart.

Chateau Haut Brassac 1985: Jeg kan sgu ikke finde meget information om vinen. Faktisk ingen. Men den er i hvert fald gammel, og så går slottet under Cru Bourgeois-klassifikationen af 1932. Eller ... ja, det gjorde det engang. Men det står ikke på denne liste over optagede vinhuse.

Man kunne ane noget klassisk Bordeaux i den første, men begge vine var dårlige. Jeg tror ikke, de var korkede, jeg tror bare, at de havde fået alt for meget ilt og måske også for meget varme. De smagte metallisk, en lille smule af ribs, og så var de bare begge helt vildt tynde. Vi vidste godt, at Brassac-vinen nok ville være dårlig, da der var et alt for stort svind i flasken. Og den var også den dårligste af de to. Det var ganske deprimerende. Heldigvis fik vi en række fantastiske øl og en del snaps, så stemningen var sgu fin nok.

Nu håber vi bare, at de resterende 12 flasker klarer sig bedre.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.