Marqués de Cáceres Reserva (Rioja) fra 2001

Jeg har lige spist lammemørbrad, rødbede- og pastinakknas og en helt fantastisk salat med for mange ingredienser til, at jeg gider skrive det. Og til dette meget fine tirsdagsmåltid fik vi en vin fra Rioja. Thomas siger jo, at lam og Rioja er som ... håndsæbe og meget beskidte hænder. Det fungerer virkelig godt sammen.

Vinen var et impulskøb til 99 kroner i min skønne Superbest; og mest fordi den var fra 2001, som er et legendarisk år i Rioja, og så fordi Rioja er mit favoritområde. Og da jeg slog vinen op på CellarTracker (har du ikke oprettet dig derinde endnu, skulle du sparkes over dine vinåbnende hænder!), ja, så så det virkelig spændende ud. Vinen fik masser af gode anmeldelser og en samlet bedømmelse på 88,4 point ud fra 130 anmeldelser, hvilket er særdeles og ganske flot.

Og egentlig var det slet ikke meningen, at det skulle blive til en anmeldelse. Blot til en hyggelig aften med min kæreste. Men der gik teaterskrivning i den ene halvdel af husholdningen, og så måtte fælles The Office-sening vente høfligt i en slags kreativ buffering.


Producent: Marqués de Cáceres
Navn: Reserva
Årgang: 2001
Druesort: 85% Tempranillo, 15% Garnacha / Graciano
Alkohol: 13,5%
Lagring: 22 måneder på fransk eg
Område: Rioja
Pris: 99,00 kroner i Superbest

Farve: Mørk med en jordbærrød kant. Det minder mig om vin.

Duft: Jeg får nogle boysenbær - hvilket jeg for øvrigt ofte gør -, helt klart også noget eg, lidt jordbær og nogle mørke kirsebær. Generel en mørk duft, hvis en duft kan være det. Men det er ikke noget som imponerer vildt. Jeg har lugtet til meget bedre Rioja. Den mangler en klar retning og noget kant.

Smag: Jeg var til et foredrag på Nordic Food Lab i går, som handlede om tang. Og dér blev der talt meget om mundfylde, som japanerne - og dermed de mest tangspisende mennesker i verden - går meget op i. Og her klarer denne Rioja lidt overraskende sig ikke godt. Den er vandet, når den kommer ind i munden. Vandet med en smule sødme. Og vandet er ikke lige frem det ord, der beskriver den hverken smukkeste eller mest elegante entre. Heller ikke når det handler om vin.

Selve smagen har en del syre - og måske lidt jordbær. Det er virkelig ikke særlig balanceret, og pludselig overtager en bitter og eget eftersmag, som selv den mest ukritiske journalist fra Vinavisen ville tænke kedeligt om. Og når eftersmagen er halvskidt, så er det jo ikke engang fedt, at den er lang.

Bedømmelse: Det er ikke interessant. Altså vinen. Og jeg kan mærke, at jeg har lyst til at skrive grimmere og grimmere ting om den, jo mere jeg nedfælder her på bloggen. Men det er jo heller ikke dårligt-dårligt. Det er bare kedeligt. Og hey, kedeligt er sgu næsten værre end at være dårlig i min optik. For det er kedelig supermarkedsvin i den dyre ende, som får folk til at tro, at god vin skal smage sådan her. Og det skal det ikke.

For når man betaler 100 kroner for en 2001-Rioja, skal man helt klart forvente mere power og et langt mere markant udtryk, end hvad denne vin giver. Jeg forstår ikke helt de (lalle-?)glade mennesker på CellarTracker, for det her var og er afgjort ikke spændende vin. Ingelunde værdigt til 88,4 point.

Jeg holder stadig på, at SuperBest er et rigtig godt supermarked, når det handler om vin. Men du skal ikke tage derned for at købe en flaske Marqués de Cáceres. Det skulle da blot være for at se folk, der rent faktisk bruger grave accent rigtigt og ikke som håbløs apostrof.

Den får 3 ud 10 let kalkede vinglas af mig!

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.