Vinsmagning

I går stod den på vinsmagning med mine urimeligt flotte vinvenner. Menuen stod på carpaccio med rucola, pinjekerner, parmesan og verdens bedste olivenolie, og så var der klassisk bolognese med inspiration fra Heston Blumenthal til hovedret. Good stuff.

Denne italienske indgang til gastronomien havde sin grund i aftenens hovedvin. En Taurasi Radici Riserva 1999 fra Mastroberardino, som bl.a. havde fået en helt fantastisk anmeldelse af Piu Rosso-bloggen. Det uden tvivl en virkelig flot vin, og særligt vinens konstante udvikling var virkelig fascinerende at opleve. I næsen startede den med kirsebær og endte over i en splinterny lædertaske. Det var virkelig godt. Smagen var dog ikke helt så vild, synes jeg. Måske krævede den mere tid, for i den sidste slurk kom der pludselig noter af stikkelsbær og ribs. Men ellers synes jeg, at den var lidt svær at sætte ord på. Som om vinen ikke helt vidste, hvad den ville.

Vin kan købes hos Supermarco til 225 kroner, tror jeg. Skal man gøre det? Hmmmm ja, det synes jeg faktisk er en fin pris. For det var en stor vin ... men måske også en vin som kræver en dygtigere vindrikker, end vi er.

Derudover fik vi en virkelig fin Riesling fra den (vin-)verdenskendte Dr. Loosen. Det var en klassisk Mosel-Riesling med lav alkoholprocent og dermed også en del restsukker, som gik virkelig fint op mod syren. Det var selvfølgelig ikke på Daniel Vollenweider- eller Karl Erbes-niveau, men til ca. 70 kroner i SuperBest er det et virkelig, virkelig godt køb. Enormt læskende og frisk, med en lang eftersmag med både masser af sødme, syre og bitterhed. Do it! C'mon, do it! Køb den.

Jeg havde en spansk vin med, som jeg smagte og købte til Spansk Vinmesse af de flinke mennesker fra Valuewine.dk. En Triton på 100% Tempranillo fra 2008 af producenten Bodegas Tritón, som ligger halvt ude og halvt inde i Toro-området. Det var en virkelig god vin, som fungerede endnu bedre, end da jeg jublede over den til vinmessen. Næsen var ren kærnemælk (og det er en god ting!). Det var virkelig specielt og meget intenst. Efter lidt tid kom der også masser af røg i både duft og smag. Måske endda røget flæsk. Smagen var dog stadig lidt kantet, synes jeg. Samspillet eller balancen mellem fad og frugt fungerede ikke helt endnu, så når jeg køber en flaske til, skal den gemmes i et par år, for så bliver det sgu en super-delish vin.

Derudover vil jeg lige smide props efter denne vin, som havde en virkelig god frugt. Druen var en Pinotage, som jeg aldrig har prøvet før. Det var virkelig godt! Og den er nogenlunde billig (ca. 70 kroner i SuperBest), og den skal du prøve, selvom vi slet ikke kunne finde de ekstreme kaffenoter, som navnet og omtalen lagde op til. Jeg hadede dog racerternet på halsen. Mage til stilforvirring finder man vist kunne på jyske cafeer.

Og ja, jeg har ondt i hovedet i dag. Men jeg har fået en virkelig god ostemad af min søde kæreste, så alt er ok.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.