En gammel svend

I fredags mødtes jeg med to dejlige og flotte vinvenner. Vi skulle drikke store vine. Vi tog først på Panzon på Østerbro, som er en ganske hyggelig vinbar, omend det nok aldrig bliver mit absolutte favoritsted. Nok heller ikke mit 4.-bedste sted, når nu du bliver ved med at spørge. Der fik vi tre forskellige hvidvine fra samme østrigske producent - som jeg desværre ikke husker navnet på. En Chardonnay, som var kedelig, en Sauvignon Blanc, som jeg rigtig godt kunne li', og så en Riesling, som var virkelig spændende og fyldt med citrussmag. Riesling er det nye sort i hvide vine.

Nå, men inde på Panzon havde jeg også fortalt drengene, hvilken vin jeg havde med. Det var en ganske speciel vin, skal du se. Da jeg kørte hjem fra kokkeskolen, var jeg nemlig kommet forbi Brdr. D's Vinhandel, som er en vinhandler (ikke super overraskende med det navn!) på Frederiksberg. Jeg gik derind uden helt at vide, hvad jeg var på udgik efter, og så fik jeg øje på en fantastisk reol fyldt med vintage-vine. Et fantastisk og støvet syn. Det var så meget det, jeg skulle ha'. En meget flink svensk ekspedient hjalp mig med at vælge en gammel svend, selvom det dog mest handlede om, hvor meget min økonomi skulle smadres. Og den skulle faktisk ikke smadres så meget, viste det sig.

Jeg fandt og faldt for en gammel italiensk vin fra Barolo lavet på Freisa, som i følge Stefan fra Terroiristen muligvis er en forfader til Nebbiolo-druen. Og når jeg siger gammel, så mener jeg året, hvor Louise Frevert (hun var det sjoveste valg fra Wiki) blev født. 1953! Det var altså en f*cking 57 år gammel vin! Jeg brækkede mig nærmest inde i munden af glæde ... eller også var det tanken om Louise Frevert!? Nå, men producenten var Giacomo Borgogno, som er en klassisk Barolo-producent, og jeg tænkte derfor, at kvaliteten måtte være nogenlunde i orden, selvom risikoen for dårligheder selvfølgelig stiger med vinens alder.

Jeg var satme opstemt, da jeg kom ud af den fine vinbutik. Sms'erne fløj af sted til drengene. Og jeg havde ikke engang smagt på vinen endnu. Jeg var kæk, og jeg tænkte, at det måtte blive en stor vin-dag. Og fordi jeg er typen, der godt kan lide at blære sig, så drog jeg lige ind forbi Stefan og Terroiristen for at høre hans mening om vinen. Den måtte sgu være god. Han var dog forholdsvis lunken i sin vurdering, da han mente, at vinen burde være drukket for en del år siden (hvis han sagde et mere præcist tal, så har jeg fortrængt det!). Skod. Han mente, at den var "død" for længst! Men hvad ved Stefan egentlig også om noget, så det var sgu alligevel tre spændte drenge, der åbnede vinen i en lejlighed på Østerbro.

Proppen var knastør og smuldrede nærmest bare ned i vinen, selvom jeg virkelig var forsigtig. Så vi endte med at hælde vinen igennem en si og ned i glassene. Og så skulle der fandernfisme kigges, duftes og smages på oldschool vin af den gamle slags:



Farve: Jeg vil sammenligne farven med en omgang hjemmelavet blommesaft. Helt uklart, og en lyselilla-agtig farve. Jeg har aldrig i mit liv set en vin, der så sådan her ud, og jeg er overbevist om, at blommesaft ikke er et udtryk som ofte bliver brugt på stor vin.

Duft: Jeg synes klart, at vinen havde nogle klassiske træk fra Barolo (og altså Nebbiolo). Den mindede mig i hvert fald en lille smule om den Marcenasco fra Philipson Wine, som Stefan og jeg smagte i forbindelse med podcasten.

Smag: Lad det være klart med det samme, Stefan havde ret. Vinen skulle helt sikkert være drukket for nogle (=en del!) år siden. Især eftersmagen havde en lidt underlig sur/citrus-agtig ting over sig, som helt sikkert ikke var den gode Giacomos intention. Men det var sgu faktisk en fin vin, som igen havde noget klassisk Barolo over sig. Så sammen med det historiske vingesus, der er over at drikke en så gammel vin, så var det også en fin smagsoplevelse, hvor Freisaens forbindelse til Nebbioloen var ganske evident, og hvor man kunne smage Baroloens store lagringskvaliteter.

---

De øvrige vine denne aften var faktisk også meget store oplevelser. Specielt en siciliansk vin lavet på 100% merlot var helt fantastisk med masser af chokolade og brombær i næsen og masser af sorte bær i smagen. Jeg finder lige ud af, hvad vinen hed, for den burde du helt sikkert prøve!!

---

Nå, men hvis der skal være en pointe i det her - og det skal der ikke nødvendigvis -, så skal det blot være en opfordring til at prøve at drikke gammel vin. Jeg brugte 300 kroner på Borgognos Freisa fra 1953, og det var en enormt stor oplevelse. Det kan helt sikkert også gøres billigere - og yngre -, men det er altså en fantastisk oplevelse at prøve en gammel vin, både fordi det smager meget anderledes end ung vin (Ole Ernst smager jo også meget anderledes end Chapper!), men også fordi det bare er sjovt at prøve. Og oplevelsen bliver endnu federe af, at du gør det sammen med mig, selvfølgelig. Så prøv selv at gå ned til Brdr. D, om ikke andet så bare for at se deres fantastiske hylder med mimrekortsvin. Det er et flot syn ... og svært at lade være med at købe en flaske.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.