Fra skrift til lyd

Jeg tænker ikke, at denne blog har specielt mange læsere. Eller ... jeg ved, at denne blog ikke har specielt mange læsere. Og det gør sådan set ikke så meget, for bloggen er jo hovedsageligt en måde, hvorpå jeg selv kan blive klogere på vinens verden.

Når det er sagt, så er jeg jo en sucker for opmærksomhed. Og så er der jo en ganske klar begrænsning for, hvor inspirerende det er at skrive om sine vinoplevelser - i hvert fald med mit skrivetalent – og dermed også at læse om dem. Det bliver lidt fladt, og det er jo trist, når vin kan give så fantastiske oplevelser. Derfor har jeg nu besluttet, at Bach & Petersen Vine også skal være en podcast, hvor jeg tager ud og drikker vin med nogle af Danmarks mange vineksperter. Lyd er bare godt, og i dette tilfælde bliver det forhåbentlig også ganske stemningsfuldt.

Konceptet bliver lige som bloggen. Det handler om at få vinsnak og vinsmagning ned på et plan, hvor normale vininteresserede mennesker også kan være med. Og derfor kommer podcasten også til at have sit udgangspunkt i vine, som du kan købe i dit lokale supermarked. Og faktisk har jeg allerede fået Bilka og Irma til at sponsere vin til det første program, som kommer til at handle om Barolo. Herligt og perfekt i forhold til min målsætning. Eksperten i det første program bliver formentlig Stefan fra Terroiristen i Jægersborggade, som er en rigtig cool vinbar her på Nørrebro. Derudover har vinbaren Il Senso også været positive om at være med.

Nå, men lytterne vil altså kunne sidde og smage på de samme vine, som vi smager - uden at skulle besøge et lille vinslot i Bordeaux og betale 700 kroner for en flaske først. Og igennem smagningerne vil eksperterne selvfølgelig også dele ud af deres generelle og forhåbentlig store vinviden.

Det bliver sgu spændende. Det første program bliver optaget i starten af august. Jeg skal nemlig lige nå at have fingrene i noget udstyr til at optage med, men det er der næsten styr på, fordi jeg har fået fin, fin hjælp fra den ene halvdel af denne podcast.

Dog vil bloggen stadig køre for fuldt drøn! Og jeg har faktisk en vin, som jeg snart vil skrive om. En klassisk Bordeaux-vin fra Margaux. Uhhhh! Og så kommer der et aldeles labert diagram op lige om lidt. Du bliver forkælet ...

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.