Podcasts

Jeg elsker podcasts! Konceptet er så genialt, fordi det formår at forme spildtid om til underholdning, sjovhed eller vinlektioner. Der er dog ikke specielt fede danske vinpodcasts - endnu. Heldigvis triumferer internettet jo med at gå ud over landets grænser, og derfor vil jeg godt fortælle om et par udenlandske vinpodcasts.

Wine for Newbies: Selvom Bill Wilson er helt utroligt monoton i sin stemmeføring og nogle gange taler lidt ned til sine lyttere, så er Wine for Newbies et rigtig godt redskab til at få en overfladisk viden om nærmest alt i vinens verden. Der er cirka 100 podcasts, som er delt ind efter emner. Fordi den kære Bill er amerikaner, taler han lidt meget om amerikanske vine, men det skal ikke skræmme dig væk. Jeg synes, det er en super god introduktions-podcast, hvilket næsten 2 millioner (!) andre mennesker også har tænkt.

GrapeRadio.com: En meget seriøs, klog og tilgængelig podcast. Den er også amerikansk, men de lykkedes faktisk ret godt med at udtale de europæiske navne ganske fint. Også her kan man virkelig komme hele vejen rundt i vinens verden på en både afslappet og interessant måde. Der er flere afsnit på deres hjemmeside, end der er på iTunes!

---

Ja, jeg havde sådan set tænkt, at jeg ville kunne finde flere gode podcasts. Men problemet med podcasts er det samme som med blogs:

1. De starter som fyr og flamme, og efter ganske få afsnit forsvinder gnisten, og så stopper podcasten. Og hvis ikke bagmændene eller -damerne kan bevare gnisten i mere end syv afsnit, så ser jeg ingen grund til overhovedet at lytte til dem.

2. Podcasts bliver ofte meget indadvendte eller meget sælgende. Der er en grund til, at det kræver en journalistisk baggrund eller talent at lave et godt radioprogram eller en god podcast. På samme måde som at det også kræver talent at lave en blog, der har mere end blot sine venner og mor som læsere (= at kaste med sten, når man selv bor i et glashus!).

3. Det bliver ofte for nørdet. Hvis en newbie som mig gerne vil lære noget, så nytter det ikke noget, at værterne taler på et enormt højt niveau, for så forstår jeg jo ikke, hvad de siger. Tænk, hvis man skulle lære Linux her.

4. Dette sure opstød kan ikke relateres til blogs, men det er dog stadig irriterende. Videopodcast! Jeg hader det. Når jeg cykler eller løber med min iPod i ørerne (eller i hvert fald med høretelefonerne, som er forbundet til iPod'en, i ørerne!), så er det livsfarligt at skulle se video samtidig. Og ofte er videoblogs så dårligt producerede, at det fjerner al troværdighed. Og vin filmer virkelig dårligt. Her er en vin, nu smager jeg på den, nu taler jeg om den. Det er ikke specielt godt tv. Lyd er det nye sort!

---

Jeg arbejder for tiden med at sælge et vin-koncept, som også indeholder en podcast-del. Mere om det senere ... altså når det er solgt!

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.