Altun Reserva 2005 fra Bodegas Altun, Rioja

Til et ganske skønt måltid med røget torsk, chorizo, blæksprutte, spansk skinke med fantastisk marmorering, grillede grøntsager, friturestegt camembert og andre herlige ting på Celler de la Riberia fik jeg en rigtig god Rioja-vin. Det er klart, at vinen ikke bliver dårligere af, at man sidder i Barcelona på et hyggeligt torv i aftenvarmen, men sådan må og bør vinanmeldelser fra en glad amatør vel også være?!



Producent: Bodegas Altun
Navn: Altun Reserva
Årgang: 2005
Druesort: Tempranillo
Alkohol: -
Lagring: 18 måneder på eg (70% fransk, 30% amerikansk)
Område: Banños de Ebro, Rioja Alavesa, Spanien
Pris: 22 euro

Farve: Meget mørk og måske det folk vil kalde rubinrød!?
Duft: Jeg fornemmede egen, men ellers kunne jeg ikke trække så mange nuancer ud af den.
Smag: Sorte bær og måske nogle våde blade, hvilket jeg ikke tror, er et normalt begreb at bruge i en vinsmagning. Der var også noget lakrids og vanilje i smagen, som blev rammet fint ind af egen. Eftersmagen havde noget tobak i sig.

Bedømmelse: Denne vin passede virkelig fint til min ide om, hvordan en god Rioja skal smage. Den har det klassiske egetræspræg uden det dog føles som om, at man slikker på et bræt. Den er kraftfuld og intens, og det elsker jeg. Derfor får vinen 4 ud af 5, og restaurantprisen på 22 euro er mere end godkendt. Skynd dig dog til Barcelona, og prøv den. Restauranten er meget anbefalelsesværdig og tilgængelig for turister.

1 comments:

Anders said...

Jeg har et had/kærlighedsforhold til røget torsk. Det kan meget nemt blive for meget.

Lidt om vin: http://www.birch-nielsen.com/

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.